Jeg er født i 1957. En tid, hvor Europa var ved at komme sig ovenpå 2. Verdenskrig og landene var enige om, at der ikke skulle være flere krige.

NATO var allerede en realitet og EØF (Det Europæiske Økonomiske Fællesskab) blev oprettet ved Rom-traktaten i mit fødselsår. Tiltag som skulle modvirke, at risikoen for krige mellem landene i Europa blev minimeret og vi kunne leve i fred og fordragelighed med hinanden.

I Vest-Europa er det gået meget godt, ikke mindst på grund af det større og større handels-samarbejde og oprettelsen af den Europæiske Union. I det østlige Europa er det gået knapt så godt, med bl.a. krigen på Balkan. Den jugoslaviske konstellation kunne ikke holde efter præsident Titos død i 1980 og op gennem 90,erne skete det totale kollaps, med krig til følge. Det er dog nu overstået, men kostede rigtig mange mennesker livet og familier mistede både medlemmer, bopæl og deres økonomiske fundament. Indlemmelsen af de fleste østeuropæiske lande i EU har helt klart haft en positiv effekt på landenes indbyrdes forskelligheder.

Balkankrigen berørte dog ikke livets gang i den hjemlige andedam synderligt og min barnetro på, at jeg kunne komme gennem livet uden krig virkede mere og mere sandsynligt. Ikke mindst efter Sovjetunionens kollaps, Murens fald og den Kolde Krigs afslutning.

Frygten for en større krig i verden er stigende i mit sind

Joe Engevik

Men barnetroen om et liv i fredstid er under pres, især i disse år.

Rusland har en præsident, der virker magtsyg og meget svær at gennemskue. Putin rasler mere og mere med sablerne og har netop i disse dage, fremvist et nyt vanvittig hurtigt missil, hvor missilhovedet er styrbart og tidens missilforsvar ikke kan neutralisere det. Hvad skal det til for? Var Vesten og Rusland ikke enige om nedrustning?

USA, som indtil nu, har været NATO,s grundsten, har fået en totalt uberegnelig præsident. Hvor tidligere amerikanske præsidenter, har forstået at vise USA som verdensfredens vagthund, virker Trump totalt ligeglad med resten af verden.

Kina er blevet en økonomisk stormagt og dermed også en militær stormagt. Kina er begyndt at spille med musklerne, ikke bare i deres egen del af verden, men også i deres alliance med Rusland.

Senest set ved en stor militærøvelse i Det Indiske Ocean sammen med Rusland og Iran. De kalder det øvelse mod terror, men er det i virkeligheden noget andet?

USA er blevet mindre dominerende ude i verden med Trump som præsident og det benytter andre lande straks til at gøre opmærksom på sig selv. Rusland, Kina og ikke mindst Iran, ved godt at sammenholdet i NATO knirker i denne tid.

Det gør det nok heller ikke bedre, at Storbritannien er på vej ud af den Europæiske Union. Om et år er det endegyldigt slut og Brexit en realitet. Hvad det vil føre til af spændinger og måske andre exit i EU, bliver spændende at følge. Og hvordan vil de østlige/asiatiske stormagter reagere på et endnu mere splittet og svækket Europa?

Mine forældre havde begge oplevet 2. Verdenskrig og besættelsen af Danmark som voksne og selvom de ikke deltog direkte i krigshandlinger, så lød meget af det ikke til at være rart.

Måske og med lidt held, har jeg en 2-3 årtier endnu at leve i. Og jeg håber, at også min alderdom kan foregå i fred og fordragelighed mellem landene. Men frygten for en større krig i verden er stigende i mit sind. Jeg håber det ikke for nogen, men historien har jo vist, at ganske få mennesker har gået gennem hele deres liv, uden at være involveret i krige på den ene eller anden måde.

Med alt krydset og håbet i live, ønskes et nyt årti, og gerne flere, uden krig i verden.

DEL

Skriv en kommentar