Jeg har arbejdet i beskæftigelses-branchen i over 10 år. Jeg har oprettet mange virksomhedspraktikker for alle typer ledige, for indvandrere, for mennesker på sygedagpenge og senest for førtidspensionister som gerne vil i skånejob.

Ekstrabladets chefredaktør Poul Madsen og tidligere folketingsmedlem for SF Özlem Cekic, kører i øjeblikket en meget kritisk artikelserie i avisen om især COOP og Salling Groups forbrug af virksomhedspraktikker, som de kalder gratis arbejde.
Det er ikke kun ovennævnte store kæder der gør det. Alle gør det i dagligvarebranchen, også den lille købmand ude på landet eller kiosken henne om hjørnet.

Det er for så vidt fair nok at man kritiserer det. Men ud fra min erfaring, synes jeg der mangler noget baggrund i debatten, som dem der kommenterer på de sociale medier bør tage med i betragtning.

Virksomhedspraktikker oprettes af mange grunde og af mange aktører. De fleste oprettes direkte af de offentlige jobcentre og resten oprettes af andre aktører, som i vidt omfang arbejder for jobcentrene og altså i bund og grund også er “offentlige” virksomhedspraktikker. Stort set alle grunde til oprettelserne kommer fra beskæftigelses-systemet – i daglig tale kaldet LAB-loven (Lov om en Aktiv Beskæftigelsesindsats). Det være sig ledige i forskellige kategorier, som ifølge LAB-loven skal aktiveres med forskellige intervaller, eller syge som skal genoptrænes raskmelding eller vurdere til fleksjob eller førtidspension (arbejdsprøvninger). Det være sig både korte og lidt længevarende praktikker, men sjældent mere end af højst 6 måneders varighed samme sted eller med de samme arbejdsopgaver. Dermed også sagt at der forekommer enkelte længevarende praktikker af forskellige årsager, men det er ikke ret mange ud fra min viden.

Virksomheds-praktikkerne har mange formål og især i dagligvarebranchen er der plads til disse praktikker. De kræver noget af virksomhederne. Det er oftest nye og absolut ikke brancheerfarne kræfter, som butikkerne tager ind. De skal introduceres, have vist deres arbejdsopgaver og rigtig mange af dem skal have meget hjælp undervejs. Der er også i mange tilfælde en del fravær undervejs. Så det er ikke helt gratis arbejdskraft.
Men selvfølgelig er der virksomheder, specielt i dagligvarebranchen, der spekulerer i det og ser en, om ikke gratis, så i hvert fald billig arbejdskraft i virksomhedspraktikker.

Der findes også regler for, hvor mange praktikanter den enkelte virksomhed kan have ad gangen. Om de altid overholdes er jeg ikke sikker på, men virksomhederne, oftest en tillidsrepræsentant, skriver under på deres forholdstal og det er som oftest jobcentrene der i sidste ende godkender virksomhedspraktikken.

De fleste virksomheder bliver tilbudt at tage folk i virksomhedspraktik. Enkelte virksomheder beder også om dem, men langt de fleste bliver nærmest bombarderet fra jobcentre og private aktører om at tage imod. Det er jo hele systemet der er oprettet sådan. Og hvem vil, som ansvarlig virksomhedsejer, sige nej tak til gratis eller billig arbejdskraft?
Det er jo ikke anderledes for dem, end når du og jeg køber varer på tilbud i de samme forretninger. Det er svært at sige nej til, hvis man kan se en økonomisk fordel i det og det er ikke ulovligt.

I langt de fleste tilfælde af virksomhedspraktikker jeg har oprettet, enten for det jobcenter eller for de private aktører jeg har arbejdet for, har arbejdsgiveren sjældent på forhånd lovet at fastansætte vedkommende.
Det skal så også medtages her, at nogen, langt fra mange, men nogen fastansættes efter endt praktik. Mange af dem der er i disse praktikker, ønsker faktisk heller ikke selv at blive ansat efterfølgende. Arbejdet i dagligvarebranchen er ofte hårdt fysisk og giver sjældent en særlig god løn.

Det var lidt baggrund, ud fra min viden om og med “ledige arbejder gratis i dit supermarked”.

Jeg er ikke og har aldrig været tilhænger af de store mængder af virksomhedspraktikker uden formål, andet end at aktivere folk. Derimod virker det fortrinligt, t.e. at kunne afprøve folks arbejdsevne, så længe det ikke udnyttes ud over borgerens egne grænser.

Og her har vi så egentlig pointen i Ekstrabladets kampagne. Nogle og sikkert endda mange, udnyttes som gratis eller billig arbejdskraft. Det bør der gøres noget ved. Løsningen vil jeg ikke foreslå, det må de ansvarlige politikere tage sig af.

Men det gøres ikke ved at hænge de virksomheder ud, der jo ikke gør noget de ikke må, eller ved at bebrejde de mennesker på jobcentre og ved private aktører, som reelt bare passer det arbejde de får løn for.

Men ved at slå de politikere oven i hovedet, som har gjort at systemet er som det er. Efter min mening burde man bruge mange flere penge og kræfter på det arbejde, der gør mange udenfor arbejdsmarkedet klar til atter at indtræde. Det være sig behandling af syge, både fysisk og psykisk, danskundervisning eller opkvalificering af kompetencer. Og ikke mindst ved at inddrage den enkelte borger i beslutningerne, i stedet for, som for mange i dag, bare at trække en tilfældig virksomhedspraktik ned over hovedet på dem.

Jeg sender hermed et opråb til de ansvarlige politikere, om snarest at få kikket hele systemet grundigt efter og få ændret praksis på området, således at vi igen kan få en tro på, at systemet er til for borgerne og ikke for politikernes, jobcentrenes eller virksomhedernes skyld.

DEL

Skriv en kommentar