Jeg er meget på Twitter. Nok også for meget. Her følger jeg især hashtag #dkpol og #dkmedier, men kæmper også min lille kamp for uretfærdighed og bedre forhold for de svageste i samfundet, i blandet andre vinkler på avisoverskrifter og lignende.

Måske tager jeg skade af det. Alt virker mere og mere negativt og meningen med sociale medier er vel at det skal være som i den virkelige verden, både godt og skidt. Det og de jeg følger, er rigtig mange gode mennesker, der ligesom jeg kun vil andre det godt.
Dog er der enkelte i mellem, som for eksempel landspolitikerne, der fylder meget i billedet med deres negativitet. Oppositionen hakker altid på regeringen. Ligegyldigt hvilken af blokkene der nu har magten. Højrefløjen er hård mod alle. Politikere som Sophie Løhde virker til for nuværende bare at være ansat til at kritisere ALT fra regeringens hånd uden undtagelse. Venstrefløjen er knap så slemme i den retning, men kan dog ikke altid sige sig fri for at hakke på modstanderne, eller endog deres egne allierede for den sags skyld. Der er dage, hvor jeg simpelthen må tvinge mig selv til at lade være med at tjekke Twitter, for det påvirker mit humør. Desværre mest i negativ retning.

Tonen er blevet hårdere med årene. I dag tillader mange sig langt mere end de gjorde bare for få år siden. Sådan virker det i hvert fald på mig. Tag bare den yderste højrefløj, politikere som Rasmus Paludan og Pernille Vermund, som i min optik er direkte racistiske og absolut ikke lægger skjul på det. Der findes også nogle af disse eksemplarer i Dansk Folkeparti, som i dag taler langt mere frit fra leveren, end de gjorde for år tilbage. Denne racistiske fremtoning smitter og selv langt ind i socialdemokratiets rækker, oplever man i dag noget der minder om racisme. At være muslim med rødder i Mellemøsten er blevet en skændsel, selvom man selv og ofte også ens forældre, er både født og opvokset her i landet.

Politikere som Marie Krarup ville være blevet hånet og udskammet for udtalelser som ovenstående i forrige århundrede, men nu er det åbenbart helt legalt.

Foragt for befolkningen er ligeså tydelig som magtfuldkommenheden er uklædelig.

Claus Ankersen, POV International

Så er der magtfuldkommenheden. Politikerne har igennem snart mange år, lukket sig mere om sig selv, ansat politiske rådgivere eller spindoktorer som de også kaldes. Som om man som politiker i dag ikke kan stå inde for ens egen politik, men skal købe andre til at fortælle hvad man skal sige til dem der stemmer på en. Og vælgerne tør man så åbenbart ikke møde offentligt mere. Kulminerende med statsministerens modvilje mod at stille op til 1. maj tale i Fælledparken på Arbejdernes Internationale Kampdag, som Claus Ankersen beskriver ganske godt i nedenstående POV International artikel. Jeg kunne måske forstå hvis Mette Frederiksen var nervøs for de radikaliserede på højrefløjen, men det er hendes egne DSU,ere og venstrefløjs-aktivister hun gemmer sig for.

Søren Pind, som nu har forladt dansk politik, har åbenbart i mange år ikke måttet sige sin mening, fortæller han i denne artikel i Berlingske.

https://www.berlingske.dk/politisk-morgenpost/som-minister-holdt-soeren-pind-en-kras-kritik-for-sig-selv-men

Nu handler artiklen mest om hvad Søren Pind ikke måtte sige om Kina, men beskriver meget godt, hvordan politikerne i de forskellige partier er “låst” i deres egne ytringer og kun siger det som ledelsen pålægger dem. Det virker til at langt de fleste af Folketingets partier i dag er topstyrede. Og jeg behøver ikke nævne eksempler på de enkelte ærlige politikere der har turdet stå ved deres overbevisning, på trods af ledelsens holdninger, men som så også efterfølgende er blevet “straffet” ved fratagelse af ordførerskaber og manglende udsigt til forfremmelse i partiet i mange år frem.
Det var da vist ikke helt det der menes med Grundlovens §56.

Og så har jeg endnu ikke nævnt Offentlighedsloven. De sorte linjer i akt-indsigter er vokset ganske gevaldigt med årene. Bare spørg alle de stakkels journalister som gerne vil vide mere om og skrive om det “åbne” danske demokrati.
Mange politikere på Christiansborg kritiserer selv Offentlighedsloven, men når det kommer til at stemme imod den, så klapper de hælene sammen og gør som chefen siger – for det er jo ham eller hende der bestemmer i hvilken retning ens politiske karriere skal gå.

Hvad gør du selv?

Hvad gør du selv ved det, spørger nogen. Det er nemt at sidde hjemme bag sin skærm og kritisere alt det der foregår, uden at selv at gøre ret meget ved det. Ind i mellem kommer tanken så til mig. Skal jeg gå aktivt ind i politik, eller skal jeg fortsætte med at være kritiker på sidelinjen?

For få år siden startede Uffe Elbæk, partiet Alternativet. Jeg var meget grebet af det i starten, på grund af især deres holdninger til at føre politik på en anden måde. Ikke mindst inddrage vælgerne langt mere i beslutningerne end det nuværende system gør. Men det er ligesom gået lidt i sig selv igen, selvom partiet stadig eksisterer og Uffe Elbæk er sat ud på sidelinjen. Der var desværre også nogle “helt-ude-i-skoven” holdninger jeg havde det svært med, men tanken om at ændre de andre partiers “management by fear” ledelse var betagende.

En af dem der var med i Alternativet fra starten er Rene Gade, som desværre valgte kun at sidde i Folketinget i en periode, så skulle han ud og “luftes” udenfor Christiansborg igen. Han stikker nu sit ansigt frem igen med tanker om at stifte et nyt parti. Lanceringen kommer forventeligt i marts måned og jeg er spændt på hvad der kommer derfra.
Er det noget jeg kan stå inde for og et partiprogram med tanker og ideer, som helt sikkert SKAL være anderledes end de nuværende partiers, så stiller jeg gerne op til at hjælpe det parti frem i verden. For umiddelbart kan jeg ikke se mig selv i andre af de nuværende partier i Folketinget. Mine holdninger stemmer nok mest overens med Enhedslisten for tiden, men selv her foregår der ting og sager, jeg ikke altid er helt enig i.

DEL

Skriv en kommentar