Coronavirussen har ramt os. Den værste og mest smittefyldte afart af virussen verden endnu har set. SARS og MERS var slemme nok, men COVID-19 er langt værre. Mange bliver syge – alvorligt syge – og har behov for indlæggelse og pleje på hospital, mange endda på intensiv og en del af dem må have hjælp til at trække vejret med respirator.

Mange dør desværre også af sygdommen. Især blandt den ældre del af befolkningen og blandt alle dem der lider af hjertekarsygdomme eller er kronisk syge. Men denne virus har også vist at være så aggressiv, at selv sunde og raske mennesker, både blandt yngre og ældre, risikerer at dø, hvis de bliver smittet og udvikler lungebetændelse.

Derfor skal vi lide afsavn. Smitte så lidt som muligt, blive hjemme så meget som er lade sig gørligt. Holde afstand, vaske og spritte hænder meget ofte. Jo færre vi smitter i denne tid, jo flere kan sundhedsvæsenet håndtere og dermed hjælpe så mange som muligt over det værste.

Gør vi det ikke, så se bare på andre lande, til eksempel Italien eller Spanien, hvor galt det kan gå, når sundhedsvæsenet ikke kan følge med mere.

Begge mine forældre var voksne under 2. verdenskrig, hvor de måtte leve i 5 år med langt værre restriktioner end hvad vi oplever nu og fik efterfølgende et udmærket liv alligevel.

Min far blev født på Sjællands Odde i 1915 under 1. verdenskrig. Også en tid med restriktioner i Danmark. Ikke reelle krigshandlinger, men fødevareknaphed og en hård tid med rationeringsmærker på mange fødevarer. Min farfar var fisker på Sjællands Odde, så mad manglede de næppe, men der var dog mange ting der var svære at skaffe.

I min fars første leveår kom så Den Spanske Syge til Danmark. Denne hidsige Influenzaepidemi var ikke spansk, men på grund af krigstidens restriktioner, var de spanske aviser de første der skrev om det, deraf navnet ”Den Spanske Syge”.

I Danmark døde over 15.000 under epidemien i årene 1918-1919, hvorefter epidemien ebbede ud igen.

I skyggen af disse mørke år, blev min mor født i 1920, også på Sjællands Odde. Begge mine forældre var dermed voksne, mor 20 og far 25, da 2. verdenskrig kom til Danmark.

Dengang kunne man ikke, som i dag, få alle varer. Og slet ikke leveret. Der var restriktioner på selv de mest basale varer – alt fra sæbe til brændsel og avispapir. Ingen i Danmark døde dog af sult i de år, da rationeringen gjorde, at der på trods af varemanglen, var basale varer i butikkerne, så selv de fattigste kunne få til husbehov. Ellers havde den rigeste del af befolkningen hamstret, ingen tvivl om det.

På trods af alle disse barske oplevelser og mangler i deres yngre år, havde min forældre et godt liv. Jeg hørte dem aldrig klage, heller ikke i knappe tider, som der også var lidt af under min opvækst. Vi klarede os på bedste beskub og satte tæring efter næring.

I starten af højkonjunkturen blev jeg født, i det Herrens år 1957. Jeg er altså vokset op i en tid, hvor alt var godt, ingen mangel på noget og væksten, også i den almindelige arbejder-familie, kun voksede. Mine forældre var ikke rige. Min far var selvstændig fiskehandler med egen butik og min mor arbejdede på den lokale telefon-central. Men de havde dog råd til bil og til OL i 1960 i Rom, havde man fået indkøbt det der nymodens noget, der hed et fjernsyn.

Hele mit liv og i øvrigt også min kones, har vores del af verden stort set kun set oplevet vækst og fremgang på alle fronter. Ingen krige med direkte berøring til livet i Danmark. Ingen vareknaphed, bortset fra oliekrisen i starten af halvfjerdserne, hvilket nu gik rimeligt smertefrit, selvom der blev sat begrænsning på kørsel og transport. Intet farligt eller livstruende, om man så kan sige.

Nu er jeg så 62 år og ser ind i den værste verdensdækkende krise i mit liv. Store dele af verden er gået i stå. Landene har lukket sig om sig selv. Transport er blevet voldsomt begrænset. Specialforretninger er lukket, ligesom caféer, restauranter og barer. Alle sommerens store events er lukket ned eller udsat til senere år. Sportens verden er nærmest ikke eksisterende. Befolkningen skal være hjemme så meget som muligt, arbejde hjemmefra hvis de kan. Børn skal ikke i skole eller i børnehave og hverdagen er helt utrolig meget forandret for langt de fleste mennesker.

Sundhedsvæsenet har udsat mange ikke livstruende indgreb og bruger kræfterne på at omskole og uddanne læger og sygeplejersker til at bekæmpe krisen og gør sig klar til at redde liv – dit liv måske – til når krisen formentlig når sit højdepunkt i maj måned. I hvert fald som det ser ud lige nu.

Alt dette er forhåbentligt midlertidigt og Danmark vil blive åbnet igen og hverdagen vil komme tilbage. Tilbage til hvor vi igen kan køre ud at handle hele familien sammen. Invitere naboer og venner til fest. Gå ud at spise på restaurant, gå i biografen eller i teater. Gå til koncert med tidens hotte musikere og bands. Tage på ferie i andre lande som før. Måske. For ingen ved det rigtigt endnu, det kan kun tiden vise.

Men indtil da må vi stole på at Regeringen, Folketinget og de relevante myndigheder tager de bedste beslutninger for os. Mon ikke vi overlever forhåbentlig bare en enkelt sommer uden udlandsrejser, sommerkoncerter, genbrugsmarkeder, dyrskuer, store sportsbegivenheder eller store grillaftener med venner og familie?

Mine forældre overlevede jo ”de fem forbandede år” og fik et udmærket liv derefter, på trods af alt hvad de måtte lide af afsavn og begrænsninger. Så det forventer jeg – og de fleste jeg kender også at gøre.

DEL

Skriv en kommentar