Jeg er ansat i en privat landsdækkende forening for nogle af landets sårbare mennesker. Mine opgaver i disse år, udføres i et projekt, sponsoreret af offentlige midler, altså også dine skatte-penge og tusind tak for det.

Jeg arbejder hjemme lige nu, på nogenlunde samme betingelser som landets jobcentermedarbejdere, da mit virke er afhængige af jobcentrenes samarbejde. Jeg kan ikke det hele lige nu, men gør hvad jeg kan og taler med udsatte borgere og samarbejdspartnere hver dag. Forbereder mig på tiden, hvor jeg igen kan komme ud i samfundet og gøre, hvad jeg tidligere har gjort og bliver betalt for.

Jeg har ingen børn der skal have hjælp til hjemmeundervisning og lignende, så arbejdstiden kan her på 4. uge godt være lidt svær at udfylde, men telefonen bliver passet hele dagen og aldrig har mit hjemmekontor strålet så flot og alle mine papirer, lister, regneark og kontaktlister været i så fin en orden som nu. Moderne teknologi er også her taget i brug og det som de første par uger bare var telefonmøder, er nu pludseligt blevet med knivskarpe levende billeder af mine borgere, samarbejdspartnere og kolleger rundt om i landet.

Nye måder at arbejde på og ikke mindst nye arbejdsmæssige ideer er dukket op, som formentlig også vil kunne iværksættes og bruges efter denne krise. Så gode ting kommer der også ud af dette udefrakommende pålagte kaos.

Godt 4 uger er der nu gået med denne ”hjemme-tilværelse” og hverdagen er begyndt at indfinde sig – også på disse betingelser.

Min kone og jeg er begge i særlig risikogruppe på grund af helbredsproblemer og har derfor indtil videre valgt at være i frivillig isolation. For få år siden var jeg selv, på grund af sygdom, døden nær. En oplevelse der gav mit liv et helt andet perspektiv og ikke mindst gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke er udødelig.

Udviklingen på denne “forbandede” krise giver endnu mere perspektiv og tiden hjemme, har givet megen tid til at tænke over tilværelsen. Jeg skal jo på arbejde “ude i marken” igen på et tidspunkt. Og hvad nu hvis……

Min største skræk er, at jeg bliver smittet og dermed smitter min kone. På den måde måske at ende op med, at være skyld i det allerværste for hende, vil være utrolig svært at bære, hvis jeg selv overlever det.

Nu er jeg ikke mest kendt for at tage livet så tungt, men jeg skal da erkende at dette her gør mig ræd. Ikke for at jeg selv skulle dø, men for at min kone eller jeg skal dø på en trist måde. Indlagt og alene, isoleret på en hospitalsstue omgivet af fremmede i plastiktøj og med masker på.
Skal jeg i respirator, vil jeg forlange at blive lagt i koma, så jeg er sikker på at ”sove” i døden, om Vorherre synes tiden er inde.

Måske sker der heller ikke så meget, såfremt vi bliver smittet. Det jeg hører og læser mig til er jo, at langtfra alle smittede udvikler sygdommen. Desuden giver denne isolations-periode jo også ro på andre fronter indenfor sundhedsvæsenet. Eksempelvis dør langt færre jo af den “almindelige” influenza i år. De gode ting i tiden skal der absolut også fokuseres på.

Lige nu er mine tanker nok mest på, hvad fremtiden mon vil bringe, ikke bare for mig, men også for andre og måske endda for store dele af samfundet.

Ændrede arbejdsmetoder – mere hjemmearbejde for mange flere og hermed mere tid til familien og mindre transport.
Andre måder at mødes på omkring arbejde – her tænker jeg på Skype og lignende teknologier, der på mange måder kan erstatte fysiske møder og ikke mindst spare mange virksomheder for både tid og penge. Teknologi man har snakket om i årevis mange steder, men kun få har indført.
Jeg tror det vil blive langt mere hverdagsagtigt for mange flere, end det er nu.

Jeg tror også, at denne formentlig lange periode med fysisk “adskillelse” fra hinanden, i fremtiden vil give langt tættere forbindelser – både mellem familie, venner og arbejdskolleger.

Mit håb er, at vi alle i fremtiden vil komme hinanden mere i møde. Tage langt mere hensyn til hinanden, især til de svageste i samfundet, som jo med forskellige udfordringer og handicap, sjældent har muligheden for at klare sig selv – og dermed ikke bare gøre liv op i penge, som jeg har set visse politikere argumentere for i den seneste tid. Den slags overskrider virkelig mine grænser, men jeg ved også, at selv disse “u-empatiske” mennesker hurtigt kan vendes, ikke mindst når det er dem selv eller deres kære det går ud over.

Coronavirus skelner ikke mellem høj og lav, rig eller fattig. Og i nødens stund, har selv de økonomisk velpolstrede brug for et velfungerende samfund for alle.

Rigtig god påske og pas nu godt på jer selv derude.

DEL

Skriv en kommentar