Min kone og jeg er begge i en risikogruppe, som corona kan ramme særlig hårdt, eller sagt med lægens ord, STOR risiko for kompliceret corona-sygdom, hvis vi bliver smittet. Vi har begge, siden 11. marts hvor Danmark blev lukket ned, fulgt Sundhedsstyrelsens anbefaling og valgt at blive hjemme, som også statsministeren opfordrede til i sin tale samme dag.

Vi har handlet de daglige fornødenheder via REMA 1000,s Vigo, hvor indkøberne har sat varerne ved havelågen, hvorefter vi forsigtigt og iført handsker, har pakket dem ud og sprittet det af der skal, INDEN det er kommet inden døre.

INGEN andre end os selv har været i huset siden 11. marts, hvorved vi nu er rimelig sikre på, at ingen af os er corona-smittede og at huset er smittefrit, hvilket gør at vi kan leve et nogenlunde tåleligt liv herhjemme, uden at spekulere i smitterisiko.

Min kone er førtidspensionist og behøver ikke drage ud i samfundet foreløbig. Jeg derimod, har en del år til pensionen endnu, har et godt fast arbejde og har ligesom så mange andre, passet mit arbejde hjemmefra via telefon og computer, så godt det nu har kunnet lade sig gøre under de nuværende omstændigheder.

Men nu er tiden kommet, hvor mange kræver Danmarks erhvervsliv åbnet igen. Hvilket betyder, at også jeg formentlig ser frem til, i snarlig fremtid, at skulle ”ud i samfundet” igen. Jeg arbejder til daglig med førtidspensionister, herunder syge mennesker, handicappede med alle mulige former for diagnoser og mange ligesom jeg selv, hvor kroppen er nedslidt og ikke kan udføre hvilket som helst arbejde mere.

Jeg kan formentlig godt overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men er det nok til ikke at bringe smitte med hjem? Og kan de borgere jeg møder leve op til det? Kan man forlange at folk med forskellige handicap, heriblandt udviklingshandicappede, som jeg møder rigtig mange af i mit arbejde, kan leve op til og 100% forstå, hvad disse retningslinjer indebærer og hvad det kan medføre for andre, hvis de ikke gør det helt rigtigt?

Jeg og min kone, har været rimelig trygge indtil nu, hvor vi har været hjemme, men efterhånden som arbejdet ude har presset sig på, er frygten steget i os begge, hvilket giver en psykisk ustabilitet med blandt andet dårlig søvn til følge. Psykisk er det hårdt nok i sig selv, at være totalt isoleret så længe som vi allerede har været, men at få denne frygt oven i, gør absolut ikke situationen bedre. Jeg frygter virkelig, hvis jeg igen snart skal udenfor, ikke bare for mig selv og mit eget helbred, men så sandelig også for at jeg, uden at vide det, kommer til at smitte min kone, hvilket kan få ultimative katastrofale følger.

Indtil der kommer en langt bedre helbredsmulighed eller en godt virkende vaccine, har jeg indtil nu, haft følgende valgmuligheder:

1: Passe mit nuværende job som vanligt, hvilket betyder igen at tage ud i samfundet og møde andre mennesker og handicappede borgere, som måske – måske ikke, lever op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer og dermed udgør en stor risiko for hjembringelse af smitte.

2: Sige mit job op og overgå til dagpenge – efter 3 ugers karantæne uden indkomst. Så skal jeg stå til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed stadig risikere at komme ud og tage smitte med hjem. Jeg kan dog håbe på – men ved det selvfølgelig ikke – at jeg ikke bliver kaldt til samtale på de job jeg skal søge og at jeg måske kan afholde de obligatoriske samtaler med jobcentrer og fagforening via telefon eller Skype. “Fjernsamtalerne” er en mulighed lige nu, men hvor længe?

3: Sige mit job op og IKKE melde mig ledig og dermed leve uden anden indkomst end min kone førtidspension, så længe det nu kan lade sig gøre og formentlig må ende op med at måtte lade huset gå på tvangsauktion.

Vi kan nok klare os et stykke tid, med det vi har, men ingen ved jo hvor længe det varer før helbredelsesmuligheden er der, eller den rigtige vaccine virker. Samtidig har jeg jo så også en periode efterfølgende, hvor jeg skal forsøge at finde et nyt arbejde, hvilket absolut ikke er nemt, når ens alder (63 til efteråret) og fysiske formåen har nået mit stade. 

Lyset i mørket

I går, lørdag d. 18. april, kom der så endelig et lille lys i mørket. Folketingets partier har i enstemmighed, afsat 200 millioner kroner til en løsning, så risikogrupper kan arbejde hjemme og ikke behøver fysisk møde op på en arbejdsplads ”ude i samfundet” og derved risikere at tage smitte med hjem, til et barn eller en partner, der er i særlig risiko.
Især Diabetesforeningen og Danske Handicaporganisationer har efterlyst en løsning, fordi man i disse grupper har mange særligt udsatte og særligt sårbare over corona-smitte.

Jeg kan læse mig til at der nu skal laves en model for hvordan det kan administreres og ikke mindst hvordan målgruppen skal afgrænses. Og her er mit håb, at det IKKE bliver den lokale leder der skal vurdere målgruppen, men det forhåbentlig bliver ens egen praktiserende læge, der vil blive den afgørende faktor.

At man som minimum kan tilbyde virksomhederne en lønkompensation for medarbejdere, der af disse grunde må blive hjemme, vil klart give os der har udfordringerne, langt mere ro på og forhåbentlig give os muligheden for at beholde vores arbejde på sigt og ikke ende i økonomisk ruin.

Forhandlingerne begynder mandag morgen. Jeg ser frem til gode nyheder og fakta i den kommende uge.

Foreløbig tak til Pernille Skipper (Ø), Jacob Mark (SF) og de mange andre der har kæmpet hårdt for denne, indtil nu, oversete gruppe i lang tid.

Rigtig god søndag.

DEL

Skriv en kommentar